Tetsuji Nakamura Sensei

World Chief Instructor og Canadisk Chefinstruktør

Tetsuji Nakamura Sensei er født i Osaka, Japan.

Han startede med at træne karate i 1980 og da han var færdig uddannet fra Universitetet, flyttede han til

Okinawa, hvor han trænede under Aragaki Shuichi Sensei (direkte elev af Chokun Miyagi Sensei).

Gennem Aragaki Sensei blev han introduceret for Higaonna Sensei og blev medlem af Higaonna Dojo i Naha og IOGKF.

I 1991 blev Nakamura Sensei inviretet til USA af Higaonna Sensei, for at blive instruktør i den internationale Honbu Dojo, der på det tidspunkt lå i San Marcos, Califonien.

1 1995 flyttede Nakamura Sensei til Tokyo for at hjælpe Higaonna Sensei med at etablere den japanske dojo Honbu Dojo “Ryubukan”. To år senere flyttede Nakamura Sensei til Toronto Canada, hvor han stadig bor.

Under BudoSai 2012 på Okinawa, blev Nakamura Sensei udnævnt til IOGKF World Chief Instructor og fik ansvaret af Higaonna Sensei.

Nakamura Sensei fornemste opgave er: “At viderebringe Okinawa Goju Ryu til den næste generation”.

Higaonna Sensei

Higaonna Sensei blev født i 1938. Hans far, en politimand, evakuerede sin familie til syd Japan før

amerikanerne invaderede Okinawa i 1945. Kort efter krigen vendte familien tilbage til byen NAHA.

Higaonna stiftede bekendtskab med karate allerede i sin tidlige ungdom. ”Jeg så første gang karate

a jeg var 13 år. Min far var ved at lære en nær ven en kata i vort hjem. Sparkene og stødene i kataén

var kraftfulde, og jeg tænkte, at karate var vidunderlig. Jeg begyndte at træne karate af den simple grund,

at jeg ønskede at gøre mig selv stærkere”.

”Jeg var så heldig at have gode instruktører og senior elever gennem hvem jeg lærte, hvor vidunderlig karate er, og jeg besluttede, at det var noget, som jeg ønskede ar gøre hele mit liv”.

”Jeg havde virkelig ingen planer om at undervise professionelt. Jeg elskede simpelthen karate og ønskede at dyrke den altid og igennem den udvikle mig selv. Jeg var omkring de 25, da jeg første gang tænkte på at gøre karate til mit levebrød. På det tidspunkt var jeg færdig på universitetet, og jeg underviste fire hold om dagen i Yoyogi dojoén i Tokyo. Der var ca. 1000 elever at undervise, hvilket ikke levnede mig tid til nogen anden form for arbejde, så jeg blev ligesom naturligt professionel”.

På det tidspunkt var Okinawa karate – mestre netop begyndt at overtage det japanske gradsystem med farverne og til sidst sorte bælter inddelt i grader fra 1. til 10. dan.

Higaonna Sensei bar et hvidt (begynder) bælte i mange år. Da hans mester endelig besluttede at graduere ham, på det tidspunkt var han først i tyverne, tildelte han ham 4. grad af det sorte bælte. Higaonna underviste i Tokyo i 15 år, og i den periode opbyggede han en international Okinawa Gojo-ryu federation (sammenslutning). Men i 1980 besluttede han at vende tilbage til Okinawa. Han forklarer sine grunde til dette skridt således:

”Sidste år begyndte FAJKO at ændre deres politik til en komplet sports orienteret karate. Indtil sidste år havde de forskellige stilarter kontrolleret deres egne organisationer. Fra sidste år var de imidlertid alle blevet organiseret under FAJKO, og nu kontrollerer FAJKO dem”.

”Jeg afviser ikke komplet sports – karate, fordi jeg føler, at det er nyttigt at gøre karate populær blandt unge mennesker. Karate er imidlertid dyb, og hvis man trækker sig tilbage efter kun at have dyrket sports – karate, er der ingen mening i den overhovedet. Vores formål er en karate, som vi kan fortsætte med, til vi er 60, 70 eller 80 år gamle. Vor hensigt er ikke at overvinde nogen eller at vinde i en konkurrence imod en eller anden”.

”Jeg vil ikke nægte, at der er mental træning i sports – karate. Hovedformålet er imidlertid at vinde over en modstander i en konkurrence. Vores hensigt er at lære korrekt og at viderebringe de korrekte teknikker og kataér til fremtidige generationer, som de er bragt frem gennem historien. Et andet formål er selvfølgelig at træne os selv mentalt og fysisk”.

Idealet erikkeat komme ud i en situation, hvor man er nødt til at bruge karate. Vi forsøger at undgå sådanne situationer for enhver pris. Hvis vi imidlertid bliver angrebet, har vi ikke andet valg end at forsvare os selv. Formålet med karate er forsvar, og det er derfor alle kataér starter med en defensiv* bevægelse. Der er et gammelt japansk ord, der siger: KARATE NIWA SENTE NASHI, hvilket betyder, ati karate tager vi aldrig det første skridt eller at i karate er der intet første angreb. I tilfælde af angreb skal vi kontrollere angriberen for derved at forsvare os selv. – Karate er en pacifistisk livsanskuelse.

Den er defensiv våbenkunst uden brug af våben. En person,som har mestret alle aspekterne i denne kunst, kaldes BUSHI på Okinawa. I hovedlandet Japan betyder BUSHI en SAMURAI, men på Okinawa er det en, som har opdaget den korrekte livsstil og opnået et fredsommeligt sindslag gennem karate – træningen. Træning er nødvendig for at opnå denne sindstilstand.

”Karate er mit liv. Den er målet for mine bestræbelser. Den er som en sky uden noget håndgribeligt at gribe fast i. Jeg udfordrer karate gennem udøvelse hver dag, og jeg forsøger at gribe noget fra den, skønt det for det meste ikke lykkedes ret meget. Karate er meget vanskelig, men dens formål er at træne både krop og sjæl. Jeg begyndte på karate, fordi jeg var svag. Hvis jeg havde været stærk, havde jeg sandsynligvis haft et andet job. Karate er noget, man kan gøre hele livet, og det er, hvad jeg forsøger ved træne hver morgen. Ved kamptræning har man en modstander, og det er nemt at bevæge sig, fordi man tilpasser sig modstanderens bevægelser. I kata er der kun det tomme rum. Dig og rummet. Der er ingen modstander, intet at gribe fat i. Når man træner, lad os sige, atman sætter sig et mål på 100 gentagelser og når man er ved nr. 60 eller 70 bliver man træt og begynder at blive svag mentalt. Så tvinger man sig til at lave én mere, og én mere efter den o.s.v. .

Det er gennem denne op samlede anstrengelse, man træner sig selv.

*Defensiv = forsvar, Offensiv = angreb.

Ydmyghed

af Morio Higaonna Sensei, 10. dan

Oversat af Sensei Henrik Larsen

Higaonna Sensei har skrevet denne artikel i håb om, at man som karateudøver vil være bevidst om vigtigheden af, at uanset hvilket niveau man befinder sig på, så skal man forblive ydmyg over for ens nærmeste og dem, der har hjulpet og haft indflydelse på ens nuværende position.

Grundlæggeren af Goju-Ryu karate, Chojun Miyagi Sensei (1888-1953) var på mange områder en fremsynet mand. Et af de områder han brugte meget tid på, var at udvikle karateudøverne til hele mennesker, hvor krop og sjæl var i harmoni. Miyagi Sensei sagde altid til sine elever: "Mennesker, der træner karate, opbygger gennem den daglige træning deres udholdenhed, fysiske styrke og tekniske kundskaber." Lidt efter lidt bliver den mentale styrke stærkere og stærkere. Efterhånden som hans elever opbyggede disse færdigheder og egenskaber, fortalte han dem om vigtigheden af ydmyghed. Han sagde til dem: "JU no chikara dekitata, nisaginasai". Med dette mente han: At når ens styrke og tekniske kundskaber efterhånden voksede til niveau 10, vil ens selvsikkerhed vokse tilsvarende. Dermed behøver man kun at fremvise/"prale" med sine evner til niveau 5.

Du er ikke alene

Chojun Miyagi Sensei påpegede, at når man udvikler sine karatefærdigheder, skal ens ydmyghed udvikles tilsvarende. Med denne følelse af ydmyghed og beskedenhed, skal man prøve at gøre ens træning endnu mere intens. Man skal konstant udfordre sig selv. Man skal prøve at træne lidt hårdere eller lidt længere tid, selv når man er træt og har mest lyst til at give op. Desuden må man aldrig glemme at påskønne sin instruktør og sin familie for al den kærlighed og støtte, de har givet, så man kunnet følge sine mål. Nogle karateudøvere - når de føler, de har nået et højt teknisk niveau og har succes i dojo'en - udvise en attitude, der udstråler, at deres succes er blevet til alene på baggrund af dem selv og ingen andre. De vil dermed udvikle et ego ude af kontrol. De vil måske sige "Tak" til deres instruktør eller andre, men i deres hjerte vil de stadigvæk føle, at alt det de har opnået, er deres egen fortjeneste - uden hjælp fra andre. Dette er langt fra sandhed. Og ingen karateudøver bør glemme eller miste forståelsen for, at uanset hvor succesfulde de bliver, så er deres succes et resultat af en gruppepræstation, som, er udført af alle de mennesker, der har hjulpet dem på vej mod deres nuværende niveau.

Mere end teknik

For mit eget vedkommende er jeg yderst taknemmelig overfor Miyagi An'ichi Sensei. For hans undervisning, hans visdom og vejledning. En skat, der ikke kan købes for alverdens penge. Han har lært mig mere end teknik. Og den viden viden, han har videregivet til mig, har gjort, at jeg af hele mit hjerte tror på, at den kraft og det udbytte, man kan få af karate, er så almægtig, at jeg er forpligtet til at videregive den. Udbyttet af karate stopper ikke med indlæringen af teknikker. Teknikkerne er "blot" værdifulde værktøjer, som kan hjælpe os til at blive bedre mennesker.

For at kunne opnå dette høje mål må karateudøveren træne med åbent sind og hjerte. Aldrig med det formål at opnå magt og kontrol. Man skal bruge karaten til at udvikle sin mentale styrke, men aldrig bruge den til at udvikle sin egen selvoptagenhed.

Jeg elsker karate, da jeg var 20 år elskede jeg at træne kata. Og nu da jeg er i slutningen af 50'erne, er min passion for kata blevet endnu større. Jeg elsker at undervise. Når jeg ser eleverne træne hårdt og presse sig selv til deres yderste grænser, bliver jeg inspireret af deres indsats, og det får mig selv til at prøve endnu hårdere og prøve at blive endnu bedre.

Nogen gange sker det, at elever udvikler et kæmpe ego i stedet for ydmyghed, og jeg føler, at jeg må gøre alt for, at få denne elev tilbage på den rette vej. Dette inspirerer mig endnu mere, og jeg tager gerne denne udfordring op og prøver, sammen med mine mest engagerede elever, at hjælpe dem til at forstå vigtigheden af deres træning og lære dem at fokusere på de sande værdier i karate.

Målet må være - gennem karate - at skabe balance mellem krop og sind. Hver dag husker jeg Miyagi An'ichi Senseis ord: "Pres dig selv hårdere og hårdere med det ultimative mål at opnå ydmyghed."